#knivvanvid

Friday, 11. September 2009

Tåbelighed følger på tåbelighed i den fortsatte farce som er knivforbuddet i Danmark.

De seneste dages eksempler på latterlige konsekvenser af knivloven, hvor fredelige familiefædre og velintegrerede nydanskere risikerer fængselsstraf på grund af hobby- og fiskeknive, har fået min bedre halvdel til (fornuftigt nok, måske) at insistere på at jeg lægger min lommekniv fra mig herhjemme fra nu af.

Jeg har ellers siden jeg var 10 år gammel gået med lommekniv, fordi det er et umådeligt praktisk stykke værktøj i hverdagen, hvor jeg skærer æbler ud, åbner konvolutter, skærer snore over og meget mere med mine små knive.

Jeg har – fuldt bevidst – i de senere par år haft ulovlige knive. Bladene har været under 7 cm (et af de få lovkrav jeg måske kan forstå), men fordi bladene har kunnet låse (hvad der gør dem sikrere for brugeren i hverdagen) og fordi et par af dem har kunnet åbnes med én hånd (hvad der gør dem mere praktiske i hverdagen), så er de nærmest provokerende angrebsvåben i lovens øjne.

Nuvel – stillet 7 dage i kachotten i udsigt og med min kærestes fornuftige insisteren i ørene, besluttede jeg mig for imorges at efterlade lommekniven og mit multiværktøj herhjemme for ikke at risikere noget.

Samtidig besluttede jeg dog også at trille forbi Hunters House for at købe en af de få lovlige lommeknive man kan få. Jeg havde oven i købet udset mig en helt flad og let én af slagsen, i rustfrit stål og nem at have med.

Men så siger damen: “Hvis du bor i København, så er de allesammen ulovlige – selv dem med blad under 7 cm og som ikke kan låses!”

Nu har jeg Googlet i nogle minutter uden dog at kunne få dét bekræftet, så det kan jo være hun bare har misforstået noget og vil være på den sikre side. Men HVIS det er rigtigt. WTF? Nu er toget sgudda kørt fuldstændig af sporet! Det betyder, at selv de af mine fornuftige kolleger som kun har små schweizerknive også er forbrydere? Ikke engang dém må man have med sig? Hvad fanden foregår der?

Jeg vil slet ikke gå ind i alle detaljer af diskussion, blot konstatere at det efter min mening er totalt latterligt. Og jeg vil SAVNE min lille lommekniv til alle de små praktiske gøremål i hverdagen.

Som de siger i Sverige: “Knivløs mand er livløs mand” – og det har ikke noget at gøre med slagsmål. Det er bare så satans svært at åbne en elg eller snitte optændingsbrænde (eller skære æbler og åbne konvolutter) med neglene…